Danica udvikler Kanalvej

Et tæt samarbejde mellem Danica Pension, Lyngby-Taarbæk Kommune og Microsoft har gjort et nyt byggeri på Kanalvejsgrunden midt i Lyngby muligt. Byggeriet fuldender Lyngbys bymidte og skaber et lyst og attraktivt byrum, der giver nye udfoldelsesmuligheder til borgere, besøgende, studerende og virksomheder.

Byggeriet på Kanalvej er også et udtryk for, at Danica Pension styrker sit engagement i Lyngby. Danica Pension udvikler byggeriet på Kanalvejsgrunden i samarbejde med Henning Larsen Architects, COWI, Züblin og KPC.

En levende bydel 

Byggeriet placeres på den 16.350 kvm store Kanalvejsgrund, som Lyngby-Taarbæk Kommune har solgt til Danica Pension efter et udbud. Det vil samlet bestå af 40.000 etagemeter og rumme flere forskellige byfunktioner som forretninger, dagligvarebutik, cafeer, fitness og virksomheder. Der bygges desuden familieboliger samt et antal delevenlige lejligheder.

Microsofts nye domicil på hjørnet af Klampenborgvej og Kanalvej er bygget, så fleksibel indretning understøtter de forskellige måder at arbejde på i en vidensvirksomhed. Microsoft har åbnet sit café- og teknologiområde op for offentligheden og bliver dermed en integreret del af lokalområdet.

Samlet bliver der ca. 1.000 arbejdspladser på Kanalvej.

Det første spadestik til Microsoftbyggeriet blev taget i efteråret 2013, og byggefasen for det samlede Kanalvejsprojekt løber frem til midten af 2018. Dertil kommer etableringen af Fæstningskanalen og det store grønne område på den anden side af Kanalvej.